Plié med Sofie Blond

Plié med Sofie Blond

Velkommen til stangskolens første øvelse og den vigtigste grundbevægelse i ballet:

PLIÉ

Også velkommen til balletpædagog Sofie Blond og balletelev Caroline Kaalund-Jørgensen, begge fra Balletskolen i Næstved v. Birgits Dans.

Sofie og Caroline vil i videoen nedenfor demonstrere PLIÉ – både som grundbevægelse og som trin (koreograferet øvelse).

Tak til pianist Søren Bebe, www.musicforballetclass.com, for den dejlige plié-musik fra albummet Music for Ballet & Contemporary Classes.


1) Det vigtigste du skal vide om PLIÉ

Plié er en benbøjning som kan udføres i alle 5 grundpositioner.

Der findes to typer plié:

  • Demi-plié = en halv benbøjning
  • Grand plié = en hel benbøjning

I et plié-trin (dvs. plié som koreograferet øvelse) er der også indlagt port de bras (armbevægelser) – både med og uden kropsbøjning. Plié er stangskolens første trin, så vi skal strække og forlænge kroppen for at få gang i led og muskler på en rolig måde.


2) Video med plié

Se med her, når Sofie og Caroline først demonstrerer en plié og bagefter viser et typisk plié-trin med port de bras:

Se video i stor størrelse? GÅ TIL VIMEO HER


3) Tre grundregler for udførelsen af en PLIÉ

  1. Spænd op (inden du starter)
    • i maven, så maven bliver flad og korsetmuskulaturen aktiveres (centrering)
    • i sædemusklerne, så bækkenet tippes ind på plads og ryggen forlænges (placement)
    • i benene, så tournering og strakte knæ holdes (muskeltoning)
  2. Knæene ud over tæerne – tænk på at presse bagsiden af ben og fod i gulvet.
  3. Hælene
    • Demi-plié: Hælene bliver i gulvet.
    • Grand plié: Hælene slipper gulvet så sent som muligt på vej ned – og presses ned i gulvet på vej op.

4) Musik til PLIÉ

Der findes masser af musik til grundlæggende bevægelsestræning (søg på music for ballet class). Skal du finde musik til et plié-trin, skal du lede efter disse kendetegn:

  • Tempo: 30-35 danse-BPM (dvs. langsomt)
  • Dynamik: legato (dvs. flydende)
  • Taktart: 4/4 eller 3/4. Bemærk: 4/4 virker mere rolig (god til fokus og koncentration). 3/4 er valsetakt og virker mere dansabel (god at danse til).
  • Længde: ca. 2 min. Bemærk: Plié er en lang øvelse, for du skal igennem samme trinmønster i fire grundpositioner.
  • Tællinger: (2 x 8) x 4 = i alt 64 danse-beats. Bemærk: 8 beats til plié + 8 beats til port de bras i fire grundpositioner.

5) Ordforklaring

  • Plié (fransk) = bøjet, foldet
  • Demi (fransk) = halv
  • Grand (fransk) = stor
  • BPM = Beats Per Minute = antal slag pr. minut
  • Danse-beats = i dans tælles kun 1-slaget i hver 3-delt taktart (fx vals)
  • Taktart = rytmen i musikken – de mest almindelige taktarter er 4/4 – 3/4 (vals) – 2/4

Dette blogindlæg er sponsoreret af BalletFitness.dk og findes på Balletforening Danmarks BLOG i kategorien TRIN & TRÆNING


Se flere indlæg fra Balletforening Danmarks BLOG her ⬇


Styrk din holdning med
kultur & bevægelse

Offentliggjort af Balletforening Danmark

Balletforening Danmark er en landsdækkende interesseorganisation for balletfællesskaber og balletundervisere.

4 kommentarer til “Plié med Sofie Blond

Skriv en kommentar