Vedtægterne er underskrevet og vi er i gang! 🤩
En kort præsentation af stifterne:

Balletunderviser, pædagog Sofie Blond, underviser på Balletskolen i Næstved og Børneballetten i Sorø

Journalist, cand.mag. Søren Dam Nielsen, indehaver af Kompagnonerne.dk, herunder trænings-sitet IntelligentFitness.dk

Balletcoach og projektleder, korrespondent Charlotte de Neergaard, udvikler af BalletFitness-systemet og underviser i voksenballet i Sorø Balletforening
Den stiftende generalforsamling var lidt “tynd” – vi var kun os 3 – i behørig afstand fra hinanden. Og tænk engang – vi blev alle valgt ind i bestyrelsen 😉
Vi har fordelt posterne mellem os således:
- Formand: Charlotte de Neergaard
- Næstformand: Sofie Blond
- Kasserer: Søren Dam Nielsen
Vi håber, at næste generalforsamling i foråret 2022 kan blive lidt mere mangfoldig – både hvad angår antal deltagere, men også i forhold til repræsentanter fra alle dele og niveauer af balletmiljøet i Danmark. For en sikkerheds skyld har vi indføjet en passus i vedtægterne om, at generalforsamlinger må afholdes virtuelt. Så må vi se, hvad der er mulighed for til den tid.
På den stiftende generalforsamling godkendte vi vedtægterne, herunder vores formålsparagraf:
At udbrede kendskabet til ballet som motionsform, træningsmetode og kunstart ved at:
a) understøtte og hjælpe lokale fællesskaber med at skabe rammerne for udøvelsen af balletrelaterede aktiviteter.
b) organisere, koordinere og promovere landsdækkende, balletrelaterede aktiviteter i samarbejde med lokale fællesskaber.
c) understøtte og hjælpe balletundervisere med at udvikle balletrelaterede aktiviteter til alle befolkningsgrupper
d) sikre rimelige løn- og arbejdsvilkår samt gode uddannelsesmuligheder for balletundervisere i Danmark.
Vedtægterne i sin fulde ordlyd kan læses her:
Vi har besluttet at, bestyrelsen hvert år skal foreslå en hensigtserklæring som grundlag for foreningens fokusområder og grundlag for det kommende års arbejdsindsatser.
Denne bestyrelses hensigtserklæring lyder sådan her:
Det er Balletforening Danmarks hensigt at skabe rammerne for et samarbejde mellem alle, der brænder for ballet som dans og æstetisk udtryk samt som akademisk tilgang til kropslig dannelse.
Vi vil arbejde for at promovere balletrelaterede aktiviteter som relevante kultur-, musik-, motions- og træningstilbud til alle befolkningsgrupper.
Vi ønsker, at Balletforening Danmark skal være
– et forum for visioner, faglige fællesskaber og vidensdeling
– en national bevægelse for ballet i alle sine former
– for både bredden og eliten
– fokuseret på kvalitet i bevægelse og aktiviteter
Vores vision er, at der skal findes minimum ét ballethold i hver en by med en idrætshal – over hele landet.
Balletforening Danmark arbejder for konceptualiserede balletaktiviteter for at sikre kvalitet og ensartethed på tværs af udbydere.
Vi besluttede også at medlemskab – både personligt og for fællesskaber – skal være GRATIS indtil førstkommende, ordinære generalforsamling i foråret 2022.
Vi glæder os til at komme i kontakt med jer, der allerede er medlemmer og til jer andre: Skynd jer at melde jer ind nu – og støt det gode formål!
På bestyrelsens vegne
Charlotte de Neergaard
Formand
PS. Fik jeg sagt, at dette indlæg gerne må deles?