Nu er det et år siden, at vi lancerede Legende Let Ballet salgskampagne – hvad er vores erfaringer indtil nu og hvordan er det gået?
INDHOLD i dette BLOG-indlæg:
Find andre BLOG-indlæg under disse kategorier:
1) Legende Let Ballet 2025 – i tal
Vi har indtil d.d. – via ÅBEN SKOLE eller direkte kontakt – modtaget:
- 30 ansøgninger om et Legende Let Ballet-forløb fordelt med …
- 13 i københavnsområdet, heraf …
- indskoling = 8 afventer + 5 booket
- dagtilbud = 0
- 17 i århusområdet, heraf …
- indskoling = 11 afventer + 1 booket
- dagtilbud = 1 afholdt + 4 booket
- 13 i københavnsområdet, heraf …
I alt 10 institutioner har pr. d.d. booket i alt 14 forløb til afholdelse i 2026 fordelt mellem
- Århusområdet 6 udvidede forløb (i 4 dagtilbud og 1 grundskole) = i alt 21 mødegange = 42 undervisningstimer a 60 min.
- Københavnsområdet: 8 udvidede forløb (i 4 grundskoler + 1 specialskole) = i alt 25 mødegange = 50 undervisningstimer a 60 min.
Vi har ansøgt 5 fonde om i alt 1,7 mio. kr, hvoraf vi indtil dato har afholdt møde med 1 fond. Vi afventer stadig endeligt svar fra alle fondene, som er:
- Beckett-fonden
- Sydbankfonden
- Lemvigh-Müller Fonden
- Spar Nord Fonden
- Ole Kirks Fond
2) Erfaringer med Legende Let Ballet-forløb ude hos brugerne
Forventningsafstemning og forberedelse
I vores to oprindelige pilotprojekter var der sat god tid af til både formøde inden projektstart og evaluering efter projektslut (og efter forankringsperiode). Formøderne var meget vigtige af hensyn til forventningsafstemning begge veje og dermed opfyldelse af læringsmålsætningerne.
I de grundforløb, som vores balletundervisere har været ude og afholde efter afslutning af pilotprojekterne, blev formøderne konverteret til telefon- og mailkontakt mellem brugerens repræsentant og vores koordinator (pga. få økonomiske ressourcer). Alt det aftalte blev stipuleret via telefon/mail – herunder hvilken forberedelse af børnene, vi forventede, at pædagogerne havde iværksat inden forløbets start.

Det drejede sig bl.a. om gennemgang af forlægget samt fordeling af rollefigurer (1 rollefigur til hvert barn). Forlægget – i dette tilfælde en billedbog – skulle gennemgås for børnene vha. dialogisk læsning, så børnene kendte fortællingen og rollefigurerne, inden mødet med balletunderviseren og TEMA-koreografierne.
Forlæg og rollefigurer er nødvendige værktøjer i Legende Let Ballet-konceptet. De får konceptet til at adskille sig fra almindelig balletundervisning, således at ballet i konceptet bliver et middel til at opnå almene læringsmål – og ikke målet i sig selv.
Desværre viste det sig i de konkrete tilfælde, at ingen forberedelse var blevet iværksat, ingen havde gennemgået forlægget med børnene og børnegruppen var ikke blevet delt op i rollefigurerne. Og dermed faldt konceptet til jorden, idet det fælles univers, som balletunderviseren og TEMA-koreografierne talte ind i, ikke var til stede. Forløbet blev reduceret til almindelig balletundervisning – hvilket jo ikke giver nogen værdi i denne sammenhæng, men i bedste fald blot er underholdning og motion.
Årsagen til den manglende forberedelse er (tilsyneladende) et kommunikationsproblem. Budskabet om forberedelse var ikke kommet videre fra kontaktpersonen hos brugeren (som ofte er en udviklingskonsulent, der måske ikke engang selv er til stede under workshoppen) og til de deltagende pædagoger/lærere.
Det et en vigtig læring for os, som betyder, at vores koordinator fremover vil indhente kontaktoplysninger på de deltagende pædagoger/lærere, så de modtager kopier af det aftalte direkte i deres indbakke. Og måske endnu bedre: Vi vil tilbyde at afholde ONLINE formøder med alle involverede parter, så alle er informeret om krav til forberedelse, inden vores balletunderviser møder op første gang.
Vi følger op på mere feedback fra vores balletundervisere, efterhånden som de kommer ud i flere forløb i institutionerne.

3) Hvad sker der fremadrettet?
Mens vi afventer svar fra de ansøgte fonde, løber der stadig ansøgninger ind. Dem behandler vi, som vi hele tiden har gjort, dvs. vi har en dialog med institutionen om det ønskede indhold og omfang, og forløbet bookes under forudsætning af, at vi opnår fuld finansiering fra eksterne kilder (fx fondsmidler/donationer/legater).
De institutioner, der allerede har booket forløb tidligere i år, har primo oktober modtaget nedenstående status-mail, hvori vi informerer om fremdriften i projektet.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at hvis institutionerne og/eller Balletforening Danmark ikke opnår finansiering på den ene eller anden måde, kan vi ikke producere nyt indhold til nye Legende Let Ballet-temaer (pt. har vi kun Dans et eventyr: TOMMELISE). Og vi kan heller ikke sende balletundervisere ud i institutionerne og facilitere hverken de allerede bookede eller nye Legende Let Ballet-forløb. Og som institutionerne fortæller os: Balletunderviseren er det fyrtårn, den inspirator og den “stjerne”, som er det allervigtigste element i Legende Let Ballet-konceptet.
Med venlig hilsen
Charlotte de Neergaard
Formand for Balletforening Danmark

Dette blogindlæg er sponsoreret af Balletforening Danmark og findes på Balletforening Danmarks BLOG i kategorien Medlemsinfo
Se flere indlæg fra Balletforening Danmarks BLOG her ⬇
Discover more from Balletforening Danmark
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
